Selvværd og selvtillid bruges ofte i flæng, og et langt stykke hen ad vejen følges disse to begreber også ganske godt ad, men dog ikke i alle tilfælde. Der er utroligt mange mennesker, som udstråler, at de har tjek på tilværelsen og kan gøre alt, hvad de sætter dem for, hvilket mange af dem også kan, men på trods af denne overskudsagtige fremtoning og evne til at gennemføre mange ting i livet gemmer der sig ofte en forfærdelig grim selvværdsfølelse – nemlig følelsen af, at de slet ikke er gode nok, og her kommer den store forskel på selvtillid og selvværd frem.

Hvad er selvtillid?

Begrebet selvtillid dækker over de ydre kvaliteter, som kan ses af en selv og andre; hvad vi kan, er gode til, kan præstere og har præsteret, og hvordan vi ser ud. Nogle mennesker er dygtige til noget bestemt og får en stor selvtillid ved at være gode til netop det. Det kunne eksempelvis være en person, som har klaret sine studier til UG, er blevet headhuntet til et godt job inden for hvilket vedkommende er steget i graderne og nu har en af de bedste stillinger i det pågældende firma. En sådan person vil højst sandsynligt udstråle masser af selvtillid – se rigtig smart ud i tøjet, være velplejet, virke utroligt sikker på sig selv og som en person med masser af overskud. Selvom alt ser godt ud udefra, er det dog ikke sikkert, at denne person har det så godt indeni. Det kan være, at vedkommende har en følelse af ikke at være noget værd som menneske, hverken i ens egne øjne eller andres, men kun er noget værd i forbindelse med det, den pågældende er god til, hvilket i det her tilfælde er arbejdet. Føler man kun, at man er noget værd i forbindelse med eksempelvis sit arbejde, kan dette være årsagen til, at vedkommende kæmper hårdt for at være den bedste inden for sit job, da personen herved vil komme til at føle sig som værende lidt mere værd end ved at kunne det samme, som de fleste andre inden for samme arbejdsområde. En sådan person er virkelig målrettet og rigtig dygtig og har god grund til at have masser af selvtillid, men mangler selvværdet.

Hvad er selvværd?

Begrebet selvværd dækker over den holdning, vi har om os selv, og altså hvordan vi ser os selv som mennesker. Her handler det ikke om at være god til noget bestemt så som studierne, arbejdet, en sportsgren m.v., men om at hvile i sig selv og være glad og tilfreds med, hvem man er, og hvad man er for andre. Man har altså en følelse af, at man er noget værd blot ved at være til og ikke pga. ens ydre kvaliteter og det, man er god til.

Hvorfor er et godt selvværd vigtigt?

Et godt selvværd er vigtigt, da det medvirker til, at man kan give direkte og præcist udtryk for sig selv, og hvem man er, både verbalt, fysisk og på anden vis, i og med man kender sig selv og ved, at man er god nok, hvilket i sig selv er nok. Det at kunne give udtryk for sig selv er vigtigt i forbindelse med at løse konflikter, som er opstået mellem folk, som har en betydningsfuld forbindelse til hinanden. Håndtering og løsning af sådanne konflikter kræver, at man kan give udtryk for, hvem man er, og hvad man står inde for, da konflikter ofte opstår som følge af folks forskelligheder og manglende forståelse af, hvorfor andre gør, som de gør, og ikke som man selv ville gøre. For at give udtryk for, hvem er man er som person, kræver det, at man ved, hvem man er, og værdsætter dette, eftersom det er svært at formidle noget til andre, som man ikke selv står ordentligt inde for. Jo stærkere ens selvværd er, jo nemmere er det altså at give udtryk for, hvem man er som person, og mødet med nye mennesker og de konflikter livet bringer med sig, bliver hermed meget nemmere at håndtere.

Hvad skyldes dårligt selvværd?

Dårligt selvværd er forbundet med tanken om, at man ikke er god nok. For nogle dukker denne tanke op, når de oplever et nederlag i en eller anden forstand, mens denne tanke for andre automatisk kører rundt i hovedet på dem, og giver dem en utroligt negativ og selvdestruktiv tilværelse. Folk, som er konstant forfulgt af denne følelse af ikke at være gode nok, har typisk lidt et utal af nederlag, hvilket har ført til, at de har mistet troen på sig selv og dermed fremover også vil opleve nederlag på nederlag, fordi de, allerede inden de forsøger at udrette noget, forventer at det bliver et nederlag som en følge af alle de tidligere nederlag. Forventer man, at noget ikke kommer til at gå godt, så ligger det i ens underbevidsthed, at det heller ikke skal gå godt, og man vil derfor i mange tilfælde ikke gøre, hvad der egentlig kræves, for at det bliver en succes frem for et nederlag, selvom man godt ville kunne gøre det til en succes, hvis man blot troede på sig selv. Her ses altså, at dårligt selvværd og selvtillid også hænger sammen, i og med ens dårlige selvværd kan påvirke ens evne til at præstere, og det kan altså resultere i en ond cirkel, som blot gør både selvværd og selvtillid dårligere og dårligere.

I andre tilfælde er det ikke blot nederlag, som medfører det dårlige selvværd og en dårlig selvtillid, men derimod en urealistisk opfattelse af, at man aldrig må lave fejl, aldrig må være uenige med nogen, skal være vellidt af alle m.v., og er det tilfældet, og laver den pågældende en dag en fejl, eller er der nogen, som er uenige med vedkommende, så tror han eller hun simpelthen, at det er fordi vedkommende ikke er god nok.

Hvorfor er dårligt selvværd farligt, og hvad kan man gøre ved det?

Sådanne urealistiske og selvdestruktive tanker, som er beskrevet ovenfor, vil kunne medføre, at man giver helt op på livet og isolerer sig, da det er naturligt for folk, som opfatter sig selv som en fiasko, at forsøge at skjule dette for andre. Man vil desuden også ofte være meget usikker i samvær med andre, da man opfatter dem som værende meget bedre end sig selv. Mener man ikke, at man selv er noget værd, er der lige pludselig ikke ret mange ting her i livet, som kan have værdi for en, og det er et utrolig farligt spor at komme ud på. I en del tilfælde kan det føre til både alvorlige depressioner, spiseforstyrrelser og beskadigelse af sig selv. Det kan være virkelig svært at finde vejen tilbage til en god tilværelse og troen på sig selv på egen hånd, men det er der dog råd for. Har man det ikke godt med sig selv, og er man ved at miste troen på sig selv og sine evner, så er det med at forsøge at gøre noget ved det med det samme. I mange situationer handler det om at finde frem til de forstyrrelser, der er i ens tankegang, og vha. bl.a. kognitiv terapi få omstruktureret ens negative og selvdestruktive tanker til noget konstruktivt og positivt.