En krisereaktion kan forstås, som den situation der opstår, når en persons ressourcer til at klare de krav vedkommende står i, ikke længere slår til. Personens reaktion og adfærd er præget af følelsesstyring og/eller handlingslammelse.

En krise kan opstå som følge af en pludselig opstået synlig hændelse, f.eks. voldsepisode, pludselig dødsfald, afskedigelse osv.
Mere langvarige belastninger (som langvarig stress og mobning) kan også udløse krisereaktioner.

Hvad der aktuelt udløser selve krisereaktionen, kan synes tilfældigt, som uvæsentlige småting eller uden der umiddelbart er nogen synlig hændelse.

Krisereaktionen er bestemt af den samlede mængde af belastninger (fysisk, psykisk og socialt) og den mængde af ressourcer personen har til at klare disse belastninger med. Belastninger kan både være oplevede og bevidste af personen og/eller hendes omgivelser eller de kan være skjulte/ubevidste.

Det er vigtigt at forstå, at man aldrig kan forstå en krise udelukkende ud fra den udløsende hændelse eller den aktuelle situation, som personer er i ved krisereaktionens opståen.

Forståelse og vurdering af krisereaktioner bør altid bygge på reaktionen, frem for på hændelsen.

Hvad forstås som krisehjælp?

Krisehjælp er, når vi forsøger at:

  • Forebygge skader som den kriseramte kunne forvolde på sig selv og sine omgivelser.
  • Lindre/Afhjælpe den smerte eller handlingslammelse som den kriseramte er i.
  • Forebygge at den kriseramte får langvarige psykiske problemer efter krisen.
  • Forebygge at den kriseramte isoleres socialt eller på anden måde får sekundære sociale skader som følge af krisen.
  • Forebygge at den kriseramtes arbejdsevne forringes.
  • Forebygge at krisehændelsen generelt får negative konsekvenser på arbejdspladsen.

God krisehjælp er den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt og i den rigtige mængde. Hvad ”rigtigt”er, må afstemmes i den konkrete situation. Der kan ikke gives nogen helt konkret ”opskrift”.

Hvad består krisehjælp af?

Det er vigtigt at forstå, at det er normalt at reagere, når man er i krise. Den kriseramte behøver frem for alt forståelse og omsorg fra kollegaer og familie. Det vi kan kalde psykisk førstehjælp og medmenneskelig støtte.

Krisereaktionens styrke, varighed og intensitet kan have et omfang, hvor professionel bistand er nødvendig.  De fleste behov for professionel hjælp til krisereaktioner kan godt vente nogle dage eller uger, under forudsætning af, at der er netværk der kan drage omsorg for den kriseramte. Det kan ofte være en fordel at den kriseramte kommer over den mest akutte fase med god og kærlig omsorg fra familie, venner og kolleger. Men der findes krisereaktioner, der er så alvorlige, at de kræver professionel bistand/vurdering – her og nu!

Krisereaktioner

Almindelige reaktioner i de første timer:

Følelse af uvirkelighed

Det skete kan opleves som en form for drøm eller mareridt, som noget, der ikke er virkeligt. Mange beskriver det som en film, de er tilskuere til. Fornemmelse af tid kan forandre sig – tiden går enten meget langsomt eller den styrter af sted. Bestemte sanseindtryk kan brænde sig fast i bevidstheden. Det skete kan virke uvedkommende på én, og man kan føle sig underlig tom og have en fornemmelse af at være i en glasklokke.

Voldsomme følelsesudbrud

Mange har i den akutte situation ingen følelsesmæssige reaktioner. Dette kan være tegn på, at personen er i en choktilstand, som er en naturlig reaktion, der har til hensigt at beskytte mod et psykisk sammenbrud. Senere kan man overvældes af hjælpeløshed og reagere stærkt med f.eks. gråd, vrede, skrig, eller anfald af raseri.

Frygt

Man kan opleve frygt for at blive skør – psykisk syg, fordi man ikke kan genkende sig selv i alle disse voldsomme følelser. Frygt for at blive forladt, frygt for sine næres liv, frygt for aldrig at komme over det, eller for at den voldsomme hændelse skal gentage sig.

Angst

Angst er ikke rettet mod noget bestemt og kan føre til uro og rastløshed. Den angstramte kan blive ude af stand til at foretage sig noget konkret. Ved at forsøge at sætte ord på sin følelse af angst, kan den blive vendt til frygt, der er rettet mod noget konkret. Det er lettere at håndtere frygt for noget bestemt end følelsen af angst.

Kropslige reaktioner

Kroppen kan reagere på forskellige måder. Der kan være tale om smerte i hoved, bryst og mave.

Man kan have kvalme og opkastninger. Ens knæ kan føles svage, man kan have rysteture eller koldsved. Man kan også generes af hyppige vandladninger, diarré, hjertebanken eller vejrtrækningsproblemer.

Almindelige reaktioner i dagene og ugerne efter:

Ufrivillige genoplevelser

Mange oplever, at de i tiden efter det skete får flashbacks, mareridt eller påtrængende erindringer. Erindringerne vil ofte være meget livagtige og rumme detaljerede billeder af oplevelsen og derfor medføre intense følelser. Tanker om begivenheden eller bestemte lugte eller lyde kan være nok til, at de kropslige reaktioner udløses igen.

At være evigt ”på vagt”

Man forskrækkes let af lyde og lugte samt synsindtryk og farer hurtigt sammen.

Søvnproblemer

Vanskeligheder med at falde i søvn – måske vågner man mange gange i løbet af natten eller vågner for tidligt.

Sårbarhed og irritabilitet

De fysiske og psykiske belastninger gør den kriseramte skrøbelig og tyndhudet. Man misforstår let sine omgivelser og føler sig hurtigt svigtet og misforstået af andre. Dette kan føre til svigtende tålmodighed, irritation og konflikter med andre.

Intense følelser

Stærke og ofte modsatrettede følelser: Vrede over det meningsløse i oplevelsen – ”hvorfor lige mig?”; sorg over at have mistet noget værdifuldt; lettelse over at være i live. Måske svinger man mellem følelsen af afmagt og håb.

Skyld- og skamfølelse

Skyldfølelse og selvbebrejdelse er også almindelige reaktioner, selv i de tilfælde, hvor der ikke er nogen konkret grund til det. Man kan føle skyld over ikke at have hjulpet andre ved en ulykke eller over noget, man aldrig fik sagt eller gjort. Det kan være svært at tilgive andre og næsten umuligt at tilgive sig selv. Man kan også føle skyld over at have været heldigere end andre. Skamfølelser kan knytte sig til oplevelsen af ikke at have haft ”kontrol” over situationen, eller man kan føle skam over, at man ikke umiddelbart indså alvoren i situationen.

Koncentrations- og hukommelsesproblemer

Det kan være svært at koncentrere sig om det samme i længere tid af gangen. Man synker let ind i sin egen verden, hvor tankerne konstant kredser om oplevelsen. Nogle har for en tid også svært ved, at huske ting.

Fortvivlelse og isolation

Man kan føle sig trist og tung og have lyst til at isolere sig fra omgivelserne, for ikke at blive mindet om det, der er sket.

Meningen med livet

Det kan forekomme håbløst at finde en ny mening med livet. Alt er uvæsentligt i sammenligning med det, der er sket. Mange begynder at spekulere over, hvor kort skridtet mellem liv og død er.

For nogle fører denne erkendelse til en større opmærksomhed på det vigtige i livet.

Det er forskelligt hvordan, hvor meget og hvor længe mennesker reagerer på voldsomme oplevelser. Måske forstærkes reaktionen af, at tidligere fortrængte oplevelser er dukket frem i forbindelse med den nuværende svære situation. Et overordnet alarmsignal, som vidner om, at der er brug for professionel hjælp, er, at reaktioner varer ved eller ligefrem øges i intensitet.